Skovbo Kunstforening

Natten har 1000 øjne
i Borup Kulturhus

Udstillingen kan ses lørdage og søndage kl. 14-16 samt efter aftale frem til 17. november.
Fri entré

Det er tre markante kunstnere, Skovbo Kunstforening præsenterer: Knud Odde (f. 1955), Alba Enström (f.1960) og Anders Moseholm (f. 1959) er næsten jævnaldrende, og måske netop derfor hænger deres kunst så godt sammen.

Alba Enström

ALBA – ODDE – MOSEHOLM 
At beskrive en æstetisk fællesskab imellem Alba’s, Odde’s og Moseholm’s kunst er en udfordring, men man kan ikke løbe fra, at de alle tre arbejder med et figurativt maleri, – en form for mental realisme.Tre hvide gamle mænd, der maler – måske en slags lonely riders i dansk kunstliv, som forsøger i et kort øjeblik at være i samlet flok dog uden at gå i takt.

Værkernes persongalleri og stemningsmættede locations kunne lede tankerne hen på film af Fassbinder, Fritz Lang eller et teatralsk musikalsk landskab mixet af Bertolt Brecht meets David Bowie med abjekte androgyne skæve eksistenser, der bevæger sig søgende og længselsfuldt rundt i et gådefuldt skygge-landskab.

Det er karakteristisk for udstillingen, at hvor Alba Enströms udtryk koncentrerer sig om maleri med mennesket i centrum, så viser Moseholms malerier de labyrintiske rammer, hvori mennesket udfolder sig. Knud Oddes univers er mere blandet og forgrenet, her repræsenteret både i keramiske og grafiske værker.

Specifikt om Moseholms værker kan man sige, at der er tale om en dialog mellem malerier inspireret af gader i Kolding (hvor han voksede op) og gader i Berlin fra sen-70’erne – altså samme tid, hvor David Bowie indspillede ‘Heroes’/‘Low’/‘Lodger’.

Alle tre er præget af sen-70’ernes og start 80’ernes rastløse tavse søgen efter identitet. En søgen, der foregik i et mere poetisk, individuelt og skævt univers end i de sidste krampetrækninger fra 60’erne, hvor man helst skulle marchere i fællesskab.

Lysten til at lave udstillingen er ikke blevet mindre aktualiseret af oplevelsen af nutidens vigtige fokus på køns- og klimapolitik til tider kan minde om en renæssance af sen-70’ernes debatrum.

Anders Moseholm