Skovbo Kunstforenings historie kort
Kommunens nye rådhus i Borup
Ved indvielsen af Skovbo Kommunes nye rådhus i Borup, efter kommunesammenlægningen i 1970, skænkede arkitekten Ole Paarup kommunen et maleri af den fynske kunstner Benny Doré. (Billede af maleriet som hænger i Kulturhuset.)
Et års tid efter foreslog kommunaldirektør Poul Petersen, at Mogens Johansen fra kulturforvaltningen skulle arrangere en udstilling med Benny Dorés værker i det nye rådhus. Udstillingen blev gennemført i sommeren 1972, og publikumsinteressen var stor. De følgende år blev der arrangeret et par mindre udstillinger i hallen.
I 1977 forespurgte Mogens Johansen om kulturudvalget kunne give en mindre bevilling til en separatudstilling. Det ville udvalget ikke, men udvalgsmedlemmerne tilkendegav, at hvis der kom et forslag om en mere folkelig udstilling, så ville de være positive. Umiddelbart billigede Mogens Johansen ikke forslaget, men en måneds tid efter besluttede man at afprøve idéen.
Maleri af Benny Doré – Gave til Skovbo Kommune fra arkitekt Ole Paarup ved indvielsen af rådhuset
Skovbo Kunstforening stiftes
I Midtsjællands Avis blev der indrykket en annonce, hvor man søgte udøvende kunstnere, amatører og professionelle. Der meldte sig 32, og rådhushallen blev fyldt med kunst.
Kort tid efter, at udstillingen var slut, henvendte en af udstillerne Ruth Rasmussen, sig til Mogens Johansen og foreslog, at man stiftede en kunstforening. Der blev holdt et møde på rådhuset, og foreningen blev stiftet med Mogens Tranders som den første formand. I begyndelsen var den væsentligste aktivitet i foreningen den årlig folkeudstilling, og den tradition eksisterer stadig. I 2019 afholdt man den 40. folkeudstilling og yderligere blev der årligt arrangeret et par udstillinger, oftest med lokale kunstnere.
Skovbo Kunstforenings bestyrelse har været meget stabil, og i de knap 50 år foreningen har eksisteret, har der kun været seks formænd: Mogens Tranders, Tommy Andersen, Niels Omann, Anne Marie Dahl, Henry Rossle og nuværende Lise Ingemand.
Foreningen har udviklet sig meget gennem årene. Kvaliteten af udstillingerne er markant øget, og i dag arrangerer Skovbo Kunstforening, udover den traditionelle folkeudstilling, 6 udstillinger med kendte og anerkendte kunstnere
Croquisfestival
I 2008 afholdtes den første croquisfestival i Borup Kulturhus. Festivalen, der finder sted over en weekend i marts, samler i dag 50-70 kunstnere fra Danmark samt fra de andre nordiske lande. Det var Klaus Seyffart, et af kunstforeningens medlemmer, der fik idéen til at lave Danmarks første croquisfestival. I 2016 hædrede kunstforeningen ham med årets Skovtrold.
I 2015 foreslog nogle af foreningens medlemmer yderlige, at arrangere croquistegning, så i dag mødes op til 15 dedikerede croquistegnere, 6 gange hver anden mandag i foråret og 6 gange i efteråret, til croquistegning i Borup Kulturhus.
Skulpturpark og kunstvandring
Siden 2002 har Skovbo Kunstforening arbejdet med opstilling af skulpturer i det offentlige rum.
Det begyndte med opstilling af skulpturer i Møllelundparken, blev siden udvidet til resten af byen, og i dag er der 16 skulpturer af anerkendte kunstnere rundt omkring i Borup.
Fællesatelier
I 2016 etablerede kunstforeningen et fællesatelier i Borup Kulturhus. Her kan 6 til 8 af foreningens medlemmer dagligt, fra 8 om morgenen til sen aften, komme og arbejde med deres kunst.
Samarbejde
Skovbo Kunstforening samarbejder med de andre foreninger i Borup Kulturhus samt kunstforeninger i hele landet. Skovbo Kunstforening er medlem af Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger, SDK, hvor foreningen er repræsenteret i bestyrelsen.