Tidligere aktiviteter
2026
’Til låns. Andres erindringer’
En spektakulær og sanselig udstilling med værker
af kunstneren Nina Maria Kleivan
29. marts - 3. maj
Nina Maria Kleivan (f. 1960) Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har desuden studeret kunsthistorie ved Københavns Universitet. Hendes kunst spænder over maleri, fotografi, installation og udsmykninger. Hun har udstillet både i Danmark og internationalt.
Kunstnerens metode
Udstillingen præsenterer en kunstnerisk praksis, der både er personlig og fortællende. Nina Kleivan arbejder med at udfordre vores vante opfattelser af virkeligheden ved at lade forskellige sammenhænge og betydninger eksistere side om side. I hendes værker bevæger beskueren sig fra intime detaljer til overordnede perspektiver, hvor tid og rum forskydes og smelter sammen.
Oliemalerierne
Et centralt element i udstillingen er hendes storformat-oliemalerier, der tager udgangspunkt i gamle fotografier. Her arbejder hun med det, hun selv beskriver som en “arkivbaseret erindring”, hvor billedernes oprindelige historier er ukendte, men alligevel rummer genkendelige, menneskelige fortællinger. Fotografierne stammer blandt andet fra russiske familiealbum samt private samlinger, men i hendes bearbejdning får de nyt liv og en ny betydning.
Ved at overføre fotografierne til maleri indlejrer Nina Kleivan tid i værkerne og skaber en langsommelighed, der står i kontrast til nutidens hurtige billedstrømme på sociale medier. Samtidig tilføjer hun kryptiske og forstyrrende elementer, der udfordrer beskueren og opfordrer til fordybelse
Malerier og skulpturer
Borup Kulturhus danner rammen om denne spektakulære og sanselige udstilling ’4 x Engholm’ – malerier og skulpturer, hvor Maria Engholm, Helene Engholm Michelsen, Gunhild Engholm Michelsen og Betty Engholm præsenterer malerier og keramiske skulpturer i et fælles kunstnerisk univers med naturen som gennemgående omdrejningspunkt.
Maria Engholm viser malerier og grafiske værker. Hendes kunstneriske udtryk er kendetegnet ved en særlig fascination af træ, der indgår som både materiale og motiv gennem transparente farvelag på krydsfinér. Træets naturlige åretegninger integreres i billedfladen og bliver en aktiv medfortæller i værkerne og skaber organiske, levende flader. På udstillingen præsenterer Maria Engholm et bredt udvalg af værker i fint sammenspil med udstillingens keramiske værker.
Helene Engholm Michelsen, Gunhild Engholm Michelsen og Betty Engholm kommer fra et hjem med højt til loftet. En stor legeplads for fantasi og skaberlyst, hvor æstetik var sat højre end regler og retninger. De bidrager med smukke og fantastiske keramiske værker i stentøj, der spænder fra geometriske og funktionelle former til mere organiske og skulpturelle udtryk.
’4 x Engholm’ – malerier og skulpturer samler fire beslægtede kunstneriske stemmer i en forbundethed, godt håndværk og sanselighed udstilling. Her mødes materialer, form og natur i en helhedsoplevelse præget af forbundethed.
'4 x Engholm'
Malerier og keramik af: Maria, Helene, Gunhild og Betty Engholm
15. februar - 15. marts
'Landskabets omkreds'
Malerier af
Jesper Palm
6. januar - 8. februar

JESPER PALM
Billedkunstneren Jesper Palms overordnede perspektiv er: less is more.
Som kunstneren selv udtrykker sig: ’Hele tiden forsøger jeg at forenkle mit udtryk, Det er en evig proces. Når prismen drejes dannes nye synsvinkler. Jeg lægger mig ikke fast på en bestemt metode, men tilgår mine billeder fra forskellige vinkler. Der hvor jeg kan bevæge mig frit mellem figuration og abstraktion mellem langsom mediterende bevægelser i træsnittet, til det hurtige maleri, det er for mig et givende og dynamisk felt, som jeg har opdaget både er nødvendigt og berigende for mig.
I mine værker stiller jeg spørgsmål til verden ved at anvende landskabet som prisme. Min billedverden tager afsæt i naturen. Jeg er født i naturrige omgivelser og det ligger derfor som et DNA i min bevidsthed.
Den tid er omme, hvor man forherliger naturen i en romantisk gengivelse. Derfor har jeg i mit maleriske virke været mange problematikker igennem. Fra den søgende menneskeskikkelse i uvejsomt terræn, over klimapolitiske ideer, med apokalyptiske undertoner og tilbage til, måske mit udgangspunkt, en mere abstrakt billeddannelse med natur/kultur landskabet som et afsæt. På det seneste arbejder jeg, bl.a. på en undersøgelse af det rent maleriske drive, med intuitionen og automatskrift som makkere. Med andre ord et maleri, uden et direkte narrativ, men med fokus på farvens udstrækning og håndens/åndens bevægelse.
Mit maleri, og nu også senest mine træsnit, bruger jeg som afsæt for eksistentielle undersøgelser. Hvordan skal/kan strukturer, orden og kaos manifestere sig? I stærke kontraster eller som noget der fletter sig ind i hinanden. Det er konstante variabler, som jeg tror, at vi alle mere eller mindre bevidst forholder os til.’
Jesper Palm er født i 1957. Han er uddannet på det Kgl. Danske Kunstakademis Arkitektskole 1978-82, har studeret på Billedskolen i 1982-86 samt udstillet nationalt og internationalt. Herudover er han medlem af kunstnerkollektivet Svends Bibliotek samt forperson for Kunstnerhuset i Classensgade.
2025
’Corner Mega Skovbo’
12. oktober til 16. november
Kunstnersammenslutningen Corner havde sin første udstilling i 1932 i Corner-bygningen på hjørnet af Vester Voldgade og Studiestræde i København. Bygningen er for længst revet ned, men kunstnernes sammenslutning består og har beholdt sit navn.
Kredsen af kunstnere er kun blevet større, og Corner er nu Danmarks næststørste kunstnersammenslutning med en stor mangfoldighed i både udtryk og alder og endda nationalitet blandt kunstnerne.
En af de ting, der har karakteriseret Corner fra starten, er deres åbenhed over for andre kulturgenrer. Både digtere, musikere og forfattere har flokkedes og samarbejdet med Corner.
Sammenslutningen omfatter aktuelt 39 billedkunstnere. Kunstnere fra mange dele af verden har gæstet Corner. Fælles for dem er – på meget forskellig vis – at dyrke det figurative formsprog såvel i maleri som i skulptur og grafik.
Malerier 2004 - 2025
Ole Bach Sørensen
31. august til 28. september
Ole Bach Sørensen har givet denne udstilling titlen ’Malerier 2004-2025’, – en udstilling som samtidigt fejrer hans 85års fødselsdag og omdrejningspunktet her er hans værker af Boksebilleder, Træer og Nye Bekendtskaber. Tegneserieagtig og grotesk og med en klar linje i den grundholdning til maleriet man kan spore helt fra begyndelsen. Og der er meget at komme efter.
Når man opdager hans kunst, bliver man grebet af lettelse. En lettelse over at kunst kan være så umiddelbar at forstå – den inviterer til forståelse. Heldigvis gælder invitationen kun det første lag, så bliver legen straks sværere. Man opdager en dybde og netop i den fordybelse opdager man at ikke kun glæden, men også den menneskelige tragedie er til stede.
Spændingsfeltet i hans billedverden – glæden og tragedien bliver sat op imod hinanden som to kontraster. Måske det er nøglen til hans kunstneriske univers, at gå gennem livet med løftet pande, at overvinde tragedien uanset hvad.
Stilistisk er Ole Bach Sørensen aldrig stoppet op et bestemt sted i længere tid ad gangen, som ville han vise sit publikum, at han nu var nået til vejs ende og at der ikke var flere lokkende stationer forude. Han har altid villet videre. Hvad enten drivkraften skyldes hans åbenhed, nysgerrighed eller rastløshed, så har behovet for nye udfordringer holdt ham gående.
Ole Bach Sørensen er en af de kunstnere, som aldrig bliver træt af at finde sig selv på ny. Han har en særlig evne og lyst til at udforske verden, blive klog på hvad der gemmer sig bag horisonten. Hans liv er en rejse, hans kunst er forskning.
Det mentale stof hans kunst er gjort af, viser os at livet er værd at leve – viser os at livet fornyer sig, hvis det vil det! Hans billeder er fulde af lys og glæde, ikke fordi han er naiv, eller ikke ser verden som den er. Næ han ser verden, men hans indre lys omskaber den verden til glædens kunst.
Ole Bach Sørensen, født 3.7.1940 i København har et alenlangt CV – her ganske kort.
Medlem af Kunstnersamfundet og BKF
Uddannelse: Den eksperimenterende Kunstskole
København 1961-62. Kunstakademiet, København 1962-69
Medstifter af Kunstnersammenslutningen PRO
Har deltaget i ’et hav’ af:
Gruppeudstillinger
Separatudstillinger
Udsmykninger
Udgivet en del litteratur
Modtager af en del legater
Er repræsenteret på europæiske samt prominente danske institutioner
Tinga - Tinga
Naivistisk kunst fra Tanzania
18. maj til 22. juni
I samarbejde med Glocal Art er udstillingen arrangeret af Skovbo Kunstforening
Edward-Said Tinga Tinga (1937-1972) er navnet på en billedkunstner, som blev født i det sydlige Tanzania i landsbyen Ngapa nær grænsen til Mozambique. Hans mor var medlem af stammen Makua og hans far af stammen Ndonde.
Han tog til Dar es Salaam i 1955. Som så mange andre i storbyen havde Edward Saidi Tinga Tinga svært ved at finde sig et job, men det lykkedes ham at få arbejde som gartner hos en europæisk kolonialist. Efter Tanzanias selvstændighed blev han inspireret af, at se kunstnere fra Zaire sælge deres værker fra vejkanten.
Han åbnede sit eget studio i 1968. Han havde et godt øje for farver og lærte sig selv at male enkle, farvestrålende malerier af dyr, planter og landsbyliv på tynde masonitplader. Stilen kan kaldes naiv og karikeret, men rummer også stor humor og sarkasme. Han solgte sine billeder ved vejkanten, men kun 4 år efter sine første penselstrøg døde Edward Saidi Tinga Tinga ganske pludseligt. For i 1972 omkom han ved et skud, der ved en fejl blev affyret af politiet, der mistænkte ham for at være en tyv.
I 1971 lod National Arts Council hans billeder udstille på den Internationale Handelsmesse og i dag fejres Tinga Tinga-malerier verden over og udstilles i gallerier og museer.
Kort efter Edward Saidi Tinga Tinga’s død var denne farverige og naivistiske malestil og kunst-art Tinga Tinga på vej til at blive en udødelig kunst-art blandt kunstnere i Tanzania og Østafrika – som siden har ført stilen videre. Tinga Tinga-kunst males altid i overkommelige materialer og traditionelt med skinnende og stærkt mættede farver, ofte fra cykelmaling til at skabe disse farverige, i øjenfaldende kunstværker og direkte på lærreder eller træplader.
Edward Saidi Tinga Tingas unikke teknik involverede lagdeling af klare farver og omrids af figurer med tykke sorte linjer, hvilket skabte en slående visuel effekt. Hans tilgang var at gøre kunst tilgængelig og overkommelig for alle, hvilket hurtigt vandt popularitet. Og der bydes i dag stadig på simple fortolkninger i dristige farver, finurlige temaer og indviklede detaljer, der oftest skildrer den afrikanske savannes dyreliv, folklore og mystiske væsner af savannens dyr og landsbysituationer.
Aftegning af en blå blund…
Martha Kramær
5. april til 11. maj
Martha Kramær (f. 1974). Uddannet Master of Fine Arts fra det Kgl. Danske Kunstakademi i København. Hun har i de seneste år arbejdet med vandtemaer på flere måder. Vanddråber, organiske og geometriske former, men også med figurative elementer og i større serier af værker på papir med
hovedvægten på den blå farve. Dette ud fra princippet ´same same but different´.
Det er netop den store kompleksitet, de mange udfordringer til beskuerne, det gådefulde rum, den maleriske intensitet og det tætte nærvær, der giver
Martha Kramærs kunst en særlig betydning og kvalitet.
Hun er i et grænsefelt mellem abstrakt og figurativ maleri og har udstillet på gruppe- og separatudstillinger samt modtaget en del legater. Herudover har hun arbejdet med udsmykningsopgaver, malerier, video samt fotografiske værker. Instagram: @marthakramae
SOLOUDSTILLING
Værker af Birgit Bjerkén
23. februar til 23. marts
Alle værker på udstillingen er skabt af Birgit Bjerkén, som er en lokal kunstner. Hun har boet og arbejdet det meste af sit liv i Ejby – så mange er måske allerede ganske bekendt med hendes værker.
Kolorist
Billedkunstneren Birgit Bjerkén er kolorist. Hun er stærkt påvirket af naturen af himlen, havet og landskabet, der præges og tegnes af lyset og vandet. Farver, som skifter i bevægelser og retning, og som vokser i både blide og voldsomme figurer.
Impressionist
Birgit Bjerkén er impressionist. Hun gengiver de sanseindtryk, som en dvælen i naturen efterlader. Stemningen som er i oplevelsen – mere end det præcise og konkrete indhold – det der ligger midt imellem og ikke rigtigt er der.
Ekspressionist
Birgit Bjerkén er ekspressionist. Det er farverne og de flygtige linjer, som flytter beskueren rundt på billedet. De kendte former, som opløses og afløses i et farvevæld af fine nuancer, måske i kontraster.
Besøg hos kunstneren Trine Boesen i hendes atelier i Valby
Torsdag 6. februar kl. 19.00
Trine har nyligt arbejdet på det franske trykkeri Atelier Clot i Paris og der fået trykt sine seneste litografier. Understøttet af film vil hun fortælle om produktionen af sine værker hos Clot i Paris.
Vi kører selv. Har du ledig plads i bilen eller ønsker du kørelejlighed, så send en sms til 21799700 – Lise Ingemand.
Dunkelflaute og det gule punkt
Doris Bloom
12. januar til 16. februar
DORIS BLOOM
Udstillingen viser et retrospektivt udvalg af værker bestående af maleri, tegning, multimedia og grafiske tryk.
Kunstneren Doris Bloom er født 1954 i Sydafrika. Hun bor og arbejder i København. Blev uddannet fra Johannesburg College of Art og Det Kongelige Danske Kunstakademi og er medlem af Kunstnersamfundet og Decembristerne.
Når man betragter hendes billeder, optræder der altid to synsvinkler: Panoramaet og mikroskopet. Fælles for begge er distancen, som skaber ro om tingene og ikke fører bort.
Træder man nærmere billederne, forløser de, afgrænset som i et mikroskop, en mangfoldighed af finstrukturer samt en påfaldende er detaljerigdom, hvor det organiske og det geometriske, det vilde og det kontrollerede, lukker sig om hinanden.
Doris Bloom er modtager af Statens livsvarige hædersydelse. Hendes praksis spænder bredt med udstillinger på biennaler, museer, kunsthaller og gallerier i Danmark og udlandet og er repræsenteret i flere væsentlige kunstsamlinger. Herudover har hun modtaget en del legater samt priser.
2024
Folkeudstillingen 2024
24. november til 22. december
Årets sidste udstilling i Skovbo Kunstforening bliver traditionen tro, den mangfoldige og populære Folkeudstilling. På denne åbne, ucensurerede udstilling vises flere end 100 værker skabt af 33 forskellige kunstnere fra hele Sjælland. Deltagerne viser her deres mange inspirationer, udtrykt i maleri, collage, foto, pastel, akvarel samt skulpturer i granit, glas og keramik. Vi oplever klart, at Folkeudstillingen, gennem årene, har udviklet sig til et meget højt niveau.
Folkeudstillingen, som er på sit 45. år, er en udstilling som gennem årene har udviklet sig til et meget højt niveau og er i øvrigt den mest besøgte udstilling.
Årets udstillere
Agnete Riemann, Anne Schjødt, Annie Larsen, Astrid Tyroll, Bente Theilsby, Birgit Bay, Birgitte Ottosen, Bob Walker, Bodil Brask, Erik Frederiksen, Gro Larsen, Hanne Doile, Helene Højmose, Helle Steffensen, Inga Knudsen, Inge Tvede, Judith Damgaard, Karin Doile Tobiasen, Kisser Weber-Hansen, Kathe Valentin Rasmussen, Lise Lykke, Marianne Rasmussen, Maiken Rangel, Mohammad Nazem,
Mona Bjerg-Larsen, Randi Marie Bondeskov, Randi Seidler, Ritva Frederiksen, Steen Johannesen, Svitlana Simonsen, Torill Jacobsen, Vibeke Saxtorph, Vivi Heller
Art Talk and Live Concert
Lørdag 16. november
Fri entre
Sound and vision
Kom til Art Talk and Live Concert med Anders Moseholm. Her kan man opleve hans musikalske univers, som reflekterer stemningerne i hans billedkunstneriske univers.
Koncertens tekster er på engelsk og handler om det uperfekte menneske. Der er ingen politiske moraler, men åbne poetiske stemninger om, at det er okay at være unormal i en unormal verden.
Nis Pedersen – sang
Casper Rydahl & Anders Moseholm – guitar
Efter koncerten Art Talk om de udstillede værker
Anders Moseholm og venner
Natten Har 1000 Øjne
20. oktober til 17. november
Det er tre markante kunstnere, Skovbo Kunstforening præsenterer: Knud Odde (f. 1955), Alba Enström (f.1960) og Anders Moseholm (f. 1959) er næsten jævnaldrende, og måske netop derfor hænger deres kunst så godt sammen.
Anders Moseholm
Alba Enström
Knud Odde
ALBA – ODDE – MOSEHOLM
At beskrive en æstetisk fællesskab imellem Alba’s, Odde’s og Moseholm’s kunst er en udfordring, men man kan ikke løbe fra, at de alle tre arbejder med et figurativt maleri, – en form for mental realisme.Tre hvide gamle mænd, der maler – måske en slags lonely riders i dansk kunstliv, som forsøger i et kort øjeblik at være i samlet flok dog uden at gå i takt.
Værkernes persongalleri og stemningsmættede locations kunne lede tankerne hen på film af Fassbinder, Fritz Lang eller et teatralsk musikalsk landskab mixet af Bertolt Brecht meets David Bowie med abjekte androgyne skæve eksistenser, der bevæger sig søgende og længselsfuldt rundt i et gådefuldt skygge-landskab.
Det er karakteristisk for udstillingen, at hvor Alba Enströms udtryk koncentrerer sig om maleri med mennesket i centrum, så viser Moseholms malerier de labyrintiske rammer, hvori mennesket udfolder sig. Knud Oddes univers er mere blandet og forgrenet, her repræsenteret både i keramiske og grafiske værker.
Specifikt om Moseholms værker kan man sige, at der er tale om en dialog mellem malerier inspireret af gader i Kolding (hvor han voksede op) og gader i Berlin fra sen-70’erne – altså samme tid, hvor David Bowie indspillede ‘Heroes’/‘Low’/‘Lodger’.
Alle tre er præget af sen-70’ernes og start 80’ernes rastløse tavse søgen efter identitet. En søgen, der foregik i et mere poetisk, individuelt og skævt univers end i de sidste krampetrækninger fra 60’erne, hvor man helst skulle marchere i fællesskab.
Lysten til at lave udstillingen er ikke blevet mindre aktualiseret af oplevelsen af nutidens vigtige fokus på køns- og klimapolitik til tider kan minde om en renæssance af sen-70’ernes debatrum.
30. oktober
Kunst og litteratur i Borup Kulturhus
Hvor forfatteren Lilian Munk Rösing fortalte om sin roman ‘Anna Anchers rum’
Lilian Munk Rösing
Forfatter, kulturkritiker og lektor i kunst og kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun er kulturanmelder for Information og Dagbladet Politiken.
Anna Ancher (1859-1935)
Anna Ancher var den eneste i den første generation af Skagensmalere, der var født og opvokset i Skagen. Som datter af kro- og hotelvært E. Andersen Brøndum kom hun i kontakt med tilrejsende, hvor især kunstnere fik stor betydning.
’Anna Anchers rum’
I Bogen betragtes kunstneren Anna Ancher, som den bærende akse og helt centrale skikkelse i kolonien af skagensmalere, og den som i højeste grad koncentrerede dens vilde energi til moderne, banebrydende malerkunst.
Hun formåede både at samle og udtrykke den kunstneriske energi, der løb så stærkt de år. Hun kunne med stærke farver og kraftige penselstrøg skabe sensitive stemninger og sarte, levende lysindfald, der blev til udtryksfulde og levende rum i hendes værker.
Det handler om at få sit eget rum. Og om at ”lære at se”. Det handler om, hvordan Anna Ancher formår at indfange lyset stofligt, med tyk farve og grove penselstrøg. Hvordan hun maler tætte vægge gennemskinnelige og gennemskinnelige gardiner tætte.
Maleriet ’Solskin i den blå stue’ hænger på Skagens Museum og pryder også bogens omslag. I værkets nederste højre hjørne ser vi Anna Anchers datter – den lille, lyshårede Helga Ancher, der sidder med sit håndarbejde. Lilian Munk Rösings hovedærinde er og bliver farverne.
Kunstnerhuset i Classensgade
En udstillinge skabt af 21 kunstnere
30. august til 13. oktober
Kunstnerhuset i Classensgade er det eneste kunstnerejede hus af sin art og størrelse i Danmark. Huset er et atelierfællesskab for 23 professionelle kunstnere. Kendetegnende for Kunstnerhuset er et levende fællesskab på tværs af generationer og vidt forskellige medier og udtryk.
Et atelier betyder alt
Et godt atelier er selve udgangspunktet, hvis man skal lave kunst, men det er ikke så nemt at definere, præcis hvad et godt atelier er. I dette atelierfællesskab er kunstnerne en del af et frirum, hvor de kan inspirerer hinanden.
Skovbo Kunstforening er stolte over at kunne præsentere denne udstilling, hvor det er lykkedes, at 21 ud af de 23 kunstnere i Classensgade, har fundet tid til at udstille i Borup Kulturhus.
Deltagende Kunstnere:
Søren Ankarfeldt, Svend Danielsen, Jette Ellgaard, Biba Fibiger, Simon Grimm, Hjördis Haack, Christina Hamre, Jørgen Teik Hansen, Jens Haugen Johansen, Nina Maria Kleivan, Pernille Kløvedal, Lotte Tauber Lassen, Hans Pauli Olsen, Jesper Palm, Finn Naur Petersen, Anne Marie Ploug, Niels Reumert, Finn Richard, Bent Hedeby Sørensen, Melou Vanggaard, Carsten von Würden
'Før Nutid'
Ivan Andersen
12. maj til 16. juni

En retrospektiv udstilling af Ivan Andersen
En kunstner, som ofte, forener realisme og abstraktion i det samme værk og hans emne varierer fra figuration til landskaber og behændigt udarbejdede arkitektoniske rum. Levende farver er et centralt træk i hans maleri. Han er en kunstner som tænker i farver og med farver.
En særlig energi karakteriserer Ivan Andersens ekspressive malerier. Han henter velkendte hverdagselementer, som busser, lygtepæle, undergrundsbaner og lignende, som han indsætter i et univers, hvor tingene er i opbrud og forfald – og hvor rum både er til stede og samtidig er ved at forsvinde i de mange lag i billederne. Malerierne er skabt ved brug af forskellige stilarter, teknikker og synes både figurative og abstrakte. Herved udfordrer han beskueren til at tage et opgør med tanken om figuration og abstraktion som to stærke modsætninger.
Ivan Andersens malerier er fulde af overraskelser, som tvinger os til at revidere vores ellers vante omgivelser. Materialevalget er i sig selv en kommentar til kunsten som noget ophøjet og sublimt, men taler også ind i kunstnerens tilbagevendende interesse for det trivielle og hverdagsagtige.
Som Ivan Andersen selv udtrykker sig, så skaber han rum, som på en gang er, – og samtidig ikke er. Dermed giver han udtryk for en rumforståelse, der ikke er ulig den, man støder på, når man taler om de virtuelle rum, vi hver dag begiver os ind i. Internettets lag af information, tekst og billeder udgør et erfaringsgrundlag for Ivan Andersen.
Ivan Andersen (f. 1968)
Uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1999-2005). Har modtaget Niels Wessel Bagges Kunstfonds Pris og han har udstillet bredt nationalt og internationalt. Ivan Andersen har boet og arbejdet i Berlin i en årrække, men bor og arbejder nu i København.
Bakkemaleren
Jens Sørensen
7. april til 5. maj

Dyrehavsbakken er netop åbnet. Foråret er på vej med hvide anemoner, lysegrønne bøgetoppe, fuglesang og folk, der trænger til lys og luft, tager en tur til den danske forlystelsespark.
Træd ind i denne malers fortryllende verden. Jens Sørensen – kaldet Bakkemaleren – malede ofte cirkusscener, farverige kostumer samt klovneportrætter, men bag klovnens smilende ansigt og skæve grin gemmer der sig dybere følelser. Jens Sørensen rejste også ofte til Skagen, hvor han malede sommerbilleder fra Skagens strand og billeder med de legendariske gule Skagens huse.
Kunstneren Jens Sørensen (1887-1953)
Han gik på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han udstillede på Kunstnernes Efterårsudstillinger, Charlottenborgs Forårs-udstillinger samt på den Frie Udstilling og blev tildelt Eckersberg Medailjen.
På grund af hans motivvalg og talent er Jens Sørensen også blevet kaldt Den danske Toulouse Lautrec. På udstillingen vises over 100 værker, som er udlånt fra en privat samling.
Artist Talk med Allan Otte
hjemme hos kunstneren i Glim
onsdag 17. april
Siden sin afgang fra Kunstakademiet i København i 2007 har han betaget publikum og anmeldere med sine overraskende skildringer af det danske landskab og som tidens fremmeste fornyer af landskabsgenren. Det er ikke landskabet i sin traditionelle og romantiske version, men snarere at se bagom idyllen og ind i den moderne virkelighed.
Dette til forskel fra kunsthistoriens nationalromantiske kunstnere som Lundbye, Eckersberg og Skovgaard, der hyldede deres land gennem romantiserede gengivelser af det danske landskab.
Allan Otte har en række af udstillinger på danske kunstmuseer bag sig og er blevet tildelt priser og legater. Kunstmuseet Fuglsang har bl.a. erhvervet sig nogle af hans værker. Allan Otte har tilrettelagt en ophængning med egne og andres værker fra museets samling. Udstillingen på Fuglsang er netop åbnet. Allan Otte bor og arbejder i sit hjem i Glim – lige udenfor Roskilde og vi har fået mulighed for at besøge ham der og få indblik i hans arbejder og tanker omkring værkerne.
Portrætter og Prospekter
Peter Martensen
18. februar til 17. marts
Peter Martensen (f. 1953)
Uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 1977 samt studeret på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1982 til 1984. Han har mange udstillinger bag sig og er repræsenteret på en lang række museer på både nationalt og internationalt. Herudover har Peter Martensen beskæftiget sig med udsmykninger, videokunst og er foruden en anerkendt portrætmaler.
I Peter Martensens maleri spores en tydelig forkærlighed for det klassiske figurmaleri. Han har skabt sit helt eget udtryk, der tager afsæt i det umiddelbart genkendelige, men som altid tilføjes et surreelt twist.
Et motiv, som optager ham meget, er de bemærkelsesværdige hvid-kitlede mænd. Deres neutrale påklædning og udtryksløse ansigter gør det umuligt at skelne dem fra hinanden. Er det vore dages anonyme antihelte? Mænd som lever deres effektive liv i kontorlandskaber, – men rundt omkring dem trænger kaos sig på, papirer flyver rundt i luften, og vandet stiger langsomt mændene til livet.
I Peter Martensens malerier bliver det, som ved første øjekast virker enkelt og genkendeligt, ved nærmere eftersyn komplekst og gådefuldt.
Biksemad med farver
Kristian Devantier
7. januar til 11. februar
Vi glæder os til at præsentere udstillingen – ’Biksemad med farver’. En udstilling af kunstneren Kristian Devantier (f. 1971). Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1994-2000.
I Kristian Devantiers underfundige måde at se og sanse verden på udspiller sig tidløse fortællinger, som på samme tid indbyder til smil og refleksion.
Også sproget er en central medspiller, og hans titler fungerer ofte som ´nøgler´ til at forstå værkerne. De er poetiske og samtidig beskrivende, men antyder altid mere end de fortæller. Kontrasten mellem tekst og billede – og mellem figurernes interaktion – er finurlig og kringlet.
Hans primære medier på udstillingen er malerier, tegninger samt litografier, men uanset hvad han arbejder med, er humoren altid et vigtigt element. I værkerne gøres der brug af forskellige kulturelle referencer, som fremstilles i et stærkt koloristisk og fabulerende udtryk.
2023
Folkeudstillingen 2023
19. november til 17. december
7 færøske kunstneres fortællinger
8. oktober til 12. november
Helga Djurhuus
Hansina Iversen
Tróndur Patursson
Torbjørn Olsen
Eyðun av Reyni
Hans Pauli Olsen
Zacharias Heinesen
Kunst og Litteratur
’Kriger uden maske’
Med forfatteren af romanen
Hanne Vibeke Holst.
En fængende biografisk roman om den oversete danske kunstner Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984). Forfatteren har, ud fra et omfattende arkiv af brevvekslinger, dagbøger og udklip, skrevet en stor roman om Europa i 30’erne og 40’erne. En indgående indføring i samtidens syn på kvinder og kunst med Sonja Ferlov Mancoba som centrum.
Niels Reumert
25. august til 1. oktober
Niels Reumert (f. 1949)
Dansk maler og grafiker. Uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi.
Som yngre debuterede han med kunstnersammenslutningen Violet Sol og er i dag medlem af Koloristerne.
Udstillingen viser en bred vifte af Niels Reumerts mange kunstneriske udtryk, såsom malerier, tegninger, raderinger, bemalede postkort samt keramiske krukker, – dekoreret og produceret af kunstneren på nogle rejser til Vietnam.
Niels Reumert kendetegnes af en næsten ubændig nysgerrighed og et vågent blik for livets absurditeter. Indtryk fra de nære omgivelser og fra mange rejser samles i talrige skitser for senere at indgå i et værk. Hans udtryk er ekspressionistisk midt mellem figuration og abstraktion og med tydelige penselstrøg. Hans farvesans med forkærlighed for rene, stærke farver, er særdeles veludviklet og motivkredsen rummer et omfattende galleri af groteske figurer og har ofte masken som motiv.
Udover at Niels Reumert har haft en del udsmykningsopgaver, er han repræsenteret på de fleste danske kunstmuseer samt i Sverige og Washington D.C. Bag sig har han en lang række af gruppe- og soloudstillinger – nationalt og internationalt.
In Unfinished Land
Martin Spang Olsen
14. maj til 18. juni
Martin Spang Olsens baggrund er de kreative teknikker, og han har arbejdet inden for næsten samtlige kunstneriske og kreative udtryksformer. Som søn af billedkunstnerne Nulle Øigaard (1945) og Ib Spang Olsen (1921-2012) kom han naturligt i kontakt med tegning og maleri, hvilket bl.a. kom til udtryk i en række udstillinger i årene 1982 – 89.
I samarbejde med advokat Martin von Haller Grønbæk åbnede MSO i 1982 Galleri MM i Hellerup, som i en årrække blev rammen om udstillinger og koncerter, hvor MSO fik lejlighed til at vise både sin egne og andre billeder, til tider i kombination med musik skrevet af ham selv. Det var også i den periode, at han udviklede sine særlige male- og grafikteknikker. Motiverne stammede fra hans mange rejser i løbet af 80erne. Ikke mindst et to-måneders ophold i Indonesien satte skub i akvarelteknikkerne, der altid blev til uden forudgående blyantsskitser (hvilket er usædvanligt inden for akvarelmaleri).
MSO er også en erfaren tegner, der gennem årene navnlig har specialiseret sig i portrætter og tegninger af gamle træer. Inspirationen er de klassiske teknikker, hvor studierne består af observationer af naturen og menneskets anatomi.
MSO tegnede omslaget til to børnebøger “Spørg Spøgelset” af Thomas Møllehave (Forlaget Blandede Bolsjer, 1986) og “Aben, gøglet, pigen og mig” også af Thomas Møllehave (Forlaget Blandede Bolsjer, 1985). Senere, i 1985 gennemillustrerede han børnebogen, “Klatrer Hekse I Bjerge?” af Pelle Larsson (Mallings Forlag, 1985). Desuden har han illustreret en række af sin egne artikler og noveller samt flere af sine egne bøger.
Kunst og litteratur
Samtale mellem forfatteren Agnete Braad
og Marie Tetzlaff om romanen Franciska
24. april
Franciska Clausen (1899-1986)
En særlig kunster der med al tydelighed bør skildres indgående. Dette er en skæbnefortælling om en ung kvinde, der troede så stærkt på sit talent, at hun forlod Danmark alene for at opsøge de bedste lærere og hun fik stor succes som en del af avantgarden i Europa i 1920’erne.
Få indblik i denne kunstners liv. Hun kæmper en kamp for, at en kvinde kan gøre sig som maler, i en mandsdomineret verden. Vi får en skildring af Franciskas ungdom, hvor hun modigt kæmper sig ud i Europa for at blive undervist på kunstskoler i München, Berlin og Paris, hvor førende kunstnere inspirerer hinanden og udvikler kubismen og avantgardekunsten.
Mød Agnete Braad som denne aften bliver interviewet af Marie Tetzlaff.
Anti Mirror
Trine Boesen
2. april til 7. maj
Trine Boesen
er en af Danmarks mest markante samtidskunstnere. Det er et særligt univers med overvældende ophobninger af ting, tegn og bevægelse i vægtløse kompositioner, der kendetegner Trine Boesens kunst. Hun skildrer en kaotisk og kompleks verden og tager ofte udgangspunkt i verdensrummets uendelige mørke. Hendes sammensatte univers er dog svær at placere i veldefinerede stil- og genrekategorier som ’psykedelisk kunst’, ’fantasymaleri’ eller ’realisme’, for der er islæt af dem alle i hendes kunst.
Hun udtrykker sig i litografier, collager, installationer og malerier, som hun med stor præcision i penselstrøgene giver et detaljeret og nærmest grafisk, stringent udtryk.
Trine Boesen (f.1972) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun har en lang række soloudstillinger bag sig – i kunsthaller, på gallerier, museer – både nationalt og internationalt. Herudover har hun lavet flere udsmykninger.
Efterklange
Grete Balle
19. februar til 19.marts
Tekstilkunst og billedkunst
Kunstneren Grete Balle lader sig ikke begrænse til bestemte medier til sine værker. men er åbensindet og altid parat til at prøve noget nyt. Igennem sin lange kunstneriske karriere har hun arbejdet med vævning, keramik, litografier, billedsyninger, collager og malerier.
Grete Balle tilhørte tekstilkunstens avantgarde i 1960’erne og langt ind i 1970’erne og afprøvede grænser for tekstiler.
Hun har udfordret den traditionelle opdeling af kunstarterne, hvor tekstilkunst grupperes som kunsthåndværk og hun insisterer på, at det vævede eller syede værks status som et kunstværk skal betragtes på lige fod med maleriet.
Malerierne indgår i en forunderlig symbiose med farve og tekstur, forstået på den måde, at den stoflighed, der fysisk er til stede i vævningerne og syningerne, fornemmes i strukturerne og de kraftfulde farver på lærredet og papiret. I dag maler Grete Balle med en frigjorthed, der gør, at ethvert billede bliver en personligt farvet oplevelse. Abstrakte malerier, som bedst kan karakteriseres som naturinspireret.
Grete Balle (f.1926)
har udført udsmykningsopgaver og dekorative opgaver til danske kirker og offentlige bygninger. Hun er repræsenteret med værker på flere danske kunstmuseer og har modtaget en række priser og hædersbevisninger. Fik i 1998 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Wiliam Skotte Olsen
8. januar til 12. februar
Vi byder det nye år velkommen med kransekagekonfekt og et ’glas bobler’ ved årets første udstilling.
Wiliam Skotte Olsen (1945-2005) var en dansk maler og grafiker, uddannet på bl.a. Kunstakademiet 1965-70 samt 1978-82, og han var en outsider i dansk kunstliv. Wiliam Skotte Olsen var født ind i en familie, der var stærkt knyttet til Frelsens Hær. Han dyrkede et figurativt, ekspressivt maleri og indflydelsen kom fra 60’ernes rockmusik. Med sans for det koloristiske udfoldede han en motivkreds af maske-lignende ansigter, uden psykologi, men som abstrakte, åndelige væsener.
Mens han levede, blev han af de fleste betragtet som noget af en original, der en stor del af tiden tumlede rundt i sin egen verden og sjældent indlod sig på større diskussioner. De sidste år af sit liv blev ordene stadig mere sjældne, mens energien blev brugt alene på at udtrykke sig på lærredet eller hvad han nu kunne finde. Han malede på alt, hvad der var ved hånden: træ, masonit, pap, papir etc.
Wiliam Skotte Olsen er en af Danmarks bedste koloristiske kunstnere. Han er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Kobberstiksamlingen, Nordjyllands Kunstmuseum, Nationalmuseet, der i 2001 indlemmede en rigt dekoreret hash-bod i samlingen. Senest repræsenteret på HEART, og her kan man se hans totaludsmykkede Christiania skurvogn, hvor han boede i en lang årrække.
Endnu tidligere
2022
Paul Beckett
30. januar til 13. marts – Akvareller
Simon Bang
27. marts til 1. maj – Uafklaret Indsigt
Kunst og litteratur
3. maj – Forfatteren Rakel Haslund-Gjerrild fortæller om sin roman Adam i Paradis.
Tina Jørstian og Christian Bundegaard
8. maj til 12 juni – Maleriudstilling
Kunstnergruppen PRO
26. august til 2. oktober
Finleif Mortense
9. oktober til 6. november – Færøske malerier
Kunst og litteratur
24. november – Forfatteren Malene Ravn fortæller om sin roman Hvor lyset er.
Folkeudstillingen 2022
13. november til 11. december
2021
Jonas Pihl
27. august til 3. oktober – Overgange
Bjørn Poulsen, Johanne Skovbo Lasgaard og Nanna Riis Andersen
10. oktober til 7. november – GEODÆSI
Folkeudstillingen 2021
14. november til 12. december
2020
Jørgen Teik Hansen
17. januar til 9. februar – Flere Plan
Kaare Norge
16. februar til 22. marts – Naturens Lys
2019
Paul Beckett
21. januar til 17. februar – Fresker, tegninger of akvareller
Peter Haubro
20. februar til 25. marts – Daily Poetry
Anders Brinch
19. august til 29 september – Peanutbutter-Bacon-Bannana-Sandwich
Ib Geertsen
18. oktober til 10. november – Cirkler, Kvadrater og Diagonaler
Folkeudstillingen 201917. november til 17. december
2018
Kunstnere fra Paris
3. februar til 14. marts
Majken á Grømma
2. maj til 24. juni – Malerier
Jan Jensen
1. september til 1. oktober – Malerier
Mette May – Wonderboys
Rasmus Bjærn – From the Outskirs
19. oktober til 11. november
Folkeudstillingen 2018
18. november til 16. december
2017
Hanne Sie – Vinterlsy malerier, akvareller m.m.
Joseph Salamon – Skulpturer
10. januar til 12. februar
Professionelle grafiske udtryk
9. februar til 19. matrs
Knud Odde
8. april til 21, maj – Malerier, grafik m.m.
Kristian Vodder Svensson
7. august til 24. september – Malerier
Bárður Jákupsson
6. september til 29. oktober – Spøgelser og Satans Anfectelser udi Færø
Folkeudstillingen 2017
5. november til 16. december